Share
Find inspiration og artikler om det gode arbejdsliv: Fokus på hjemmearbejdet under corona-krisen
 ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌
 
 


Kære læser

Velkommen til nyhedsbrevet Det Gode Arbejdsliv, der uundgåeligt kommer til at handle om corona-krisen, der påvirker stort set alle danskeres arbejdsliv.

Mange er blevet sendt hjem, hvor de nu skal balancere arbejdsopgaverne med børnepasning og overspringshandlinger på hjemmekontoret.

Andre har mistet deres arbejde, eller forbereder sig på en hektisk periode, hvis de arbejder i sundhedssystemet.

Statsminister Mette Frederiksen har bebudet, at regeringens tiltag bliver forlænget til og med den 13. april.

Det er en balancegang mellem folkesundheden og samfundsøkonomien. Fællesskabets bedste og den enkeltes rettigheder. Derfor må vi tage en dag ad gangen og indstille os på, at den nuværende situation varer ved på ubestemt tid.

I dette nyhedsbrev kan du blandt andet finde inspiration til, hvordan du holder dig produktiv og frisk på hjemmefronten.

God læselyst og pas på dig selv og dem omkring dig!

Forskningen i coronavirus er eksploderet

Corona-krisen påvirker folks arbejdsliv vidt forskelligt. For nogle er alle aktiviteter stoppet, mens andre arbejder døgnet rundt.

I den sidste grupper finder man forskere, der arbejder på højtryk for at forstå coronavirussen og sygdommen COVID-19 bedre for at finde en kur.

Ifølge PubMed, der er en database for biomedicinsk research, er der i 2020 blevet udgivet 1.245 videnskabelige artikler med ordet "coronavirus" i, skriver The Economist. Til sammenligning blev der udgivet 755 artikler i hele 2019, der indeholdt ordet "coronavirus".

Som grafen viser, udløste to andre coronavirus-typer; SARS og MERS også øget aktivitet i 2003 og 2012.

Hvis det virker underligt, at der er skrevet videnskabelige artikler længe inden udbrudet i Wuhan i 2019 blev en kendsgerning, er forklaringen, at coronavirus er en betegnelse for en type virus, hvoraf den seneste variant er SARS-CoV-2, der i de fleste medier blot omtales som coronavirus.

 
Overspringshandlinger handler ikke om viljestyrke

Pludselig er det bydende nødvendigt at tage opvasken eller at støvsuge stuen.

Eller også skal du lige tjekke nyhederne for at se, om der er sket noget nyt.
Det er langt nemmere at komme til at overspringshandle, når duarbejder hjemmefra. Mange tænker, at det er et spørgsmål om manglende viljestyrke eller dårlig administration af tiden.

Men i virkeligheden er overspringshandlinger en beskyttelsesmekanisme til at undgå ubehagelige følelser som angst, tvivl eller kedsomhed, skriver New York Times.

Skal du bryde dine dårlige vaner, er det første skridt derfor at håndtere dine følelser. Mange overspringshandler, fordi de er perfektionister og frygter at skuffe sig selv. Er det tilfældet for dig, skal du måske arbejde med at vise større forståelse over for dig selv.

Flere studier tyder desuden på, at B-mennesker overspringshandler oftere, fordi de endnu ikke er helt vågne fra morgenstunden. Gælder det også for dig, kan du altså med fordel lægge de krævende opgaver på tidspunkter af dagen, hvor du er mere frisk.
 

Undgå smerter, når du arbejder hjemme

Er du begyndt at få ondt i skuldrene og nakken, fordi du sidder bøjet over din bærbare computer på dit interimistiske hjemmekontor?

Så er du ikke alene. Mange får problemer med smerter, når de arbejder hjemme, fordi er mere stillesiddende end normalt, fortæller fysioterapeut Morten Høgh til DR.

Derfor er det vigtigt at lægge bevægelse ind i arbejdsdagen, når du ikke længere tager cyklen til arbejde eller går op og ned ad trapperne på din arbejdsplads.

"Det er vigtigt at forstå, at det ikke drejer sig om at komme i træningstøjet.

Det handler om at lave for eksempel ti sprællemænd. Hellere gøre det hver halve time end at lave én lang træningssession, når arbejdsdagen er forbi, fortæller Morten Høgh til DR.

Han punkterer også myten om, at man skal sidde på en bestemt måde for ikke at få ondt. Det kan være en god ide at lade underarmen hvile på et bord, hvis du sidder og skriver på et tastatur, men derudover er det bedste råd at skifte stilling ofte.

"Populært sagt går man ikke i stykker af at sidde forkert. Og du bliver ikke rask af at sidde rigtigt. De fleste skal skifte stilling for at være tilpas".

 
Det bedste vi har set

Den er ikke ny, men Tripp and Tylers parodi på, hvordan en videokonference ville se ud i det virkelige liv, er højaktuel i en tid, hvor manges primære kontakt til kollegaerne er igennem et webcam og en upålidelig Skype-forbindelse.

Hvorfor modtager jeg dette?


Du har tidligere givet os lov til at kontakte dig med relevant indhold fra IDA. Dette nyhedsbrev handler om det gode arbejdsliv, hvor der er balance mellem faglige udfordringer og tid til at ånde i hverdagen. I nyhedsbrevet samler vi det bedste fra danske og internationale medier og skærer det til, så du får det serveret i en overskuelig størrelse. Vi håber, at du vil læse med.

 

Min profil

IDA
Kalvebod Brygge 31
1560 København
Denmark

  
IDA er teknologiens stemme nr. 1 - en forening for viden, netværk og interessevaretagelse.

Find og følg IDA på:
 
 
 

Email Marketing by ActiveCampaign